Derfor er rent drikkevand vigtigt:
Afghanistan er ét af de lande i verden med den højeste børnedødelighed, hvilket bl.a. skyldes diarré og tuberkulose. Disse sygdomme skyldes ofte, at den fattige landbefolkning ikke har direkte adgang til rent drikkevand og ofte er nødt til at vandre i timevis for at få fat i de kostbare dråber.
Ofte har et vandhul i en landsby alt for mange funktioner - udover at fungere som drikkevandsforsyning vasker befolkningen tøj og bader, mens dyrene drikker af vandet. Resultatet er elendige hygiejneforhold, der giver infektionssygdomme gode muligheder for at opstå og spredes.
Rent drikkevand er et helt centralt element for at forbedre afghanernes sundhed. Rent drikkevand er fundamentalt for udviklingen i Afghanistan.
Det afghanske ministerium for udvikling af landdistrikter har udtrykt, at de er yderst tilfredse med kvaliteten af vandprojektet, hvilket er et positivt udgangspunkt for vandkomitéens arbejde med at skaffe adgang til rent drikkevand for endnu flere afghanere. Et godt samarbejde med myndighederne er af central betydning, hvis man vil skabe en bæredygtig og langtidsholdbar udvikling.